Concerto Copenhagen genopdager toppen af poppens musik i 1840’erne og Tivolis største attraktion – musik af den legendarisk H. C. Lumbye.
I dag er vi vant til at høre Champagnegaloppen spillet af moderne symfoniorkestre på 60 musikere eller endnu flere, men sådan har det ikke altid været. Men hvordan lød musikken egentlig dengang i 1840’erne i Tivoli?
Dengang skulle musikken bevise sit værd i rå omgivelser. Koncertsalen var kun 240 kvadratmeter og blot bygget af brædder beklædt med et lærred – så hvis det regnede, så blev koncerten afbrudt eller aflyst. Ikke desto mindre var det lyden af dansk popmusik, som Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen nu giver sit bud på. Så tæt på som vi nu kan komme.